Ministerbesøg hos ReSource

Den 1. oktober træder EU-lovgivningen om det udvidede producentansvar for emballage i kraft i Danmark.

Kildesortering og kinesisk plast var på dagsordenen, da miljøministeren i dag besøgte ReSource Denmark i Esbjerg  

Ministerbesøg hos Esbjerg-baserede ReSource Denmark samlede repræsentanter fra plast- og affaldsindustrien til en fælles dialog om brancheudfordringer. Blandt andet hvordan vi sikrer den bedste genanvendelse af vores plastaffald.    

Hvordan kan vi i højere grad tage hånd om vores eget affald i Danmark – og hvordan kan vi sammen løse de udfordringer, der presser genanvendelses- og affaldsindustrien?  

Det var nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret, da miljøminister Magnus Heunicke samt tre ordførere fra SVM-regeringen i dag, mandag den 26. januar, besøgte Danmarks største plastsorteringsanlæg, ReSource Denmark i Esbjerg.  

Også Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen deltog i mødet samt repræsentanter fra Plastindustrien og kollektivordningen VANA.  

I Esbjerg blev ministeren budt velkommen af ReSource Denmarks administrerende direktør, Flemming Horn Nielsen, der indledte besøget med en rundtur på anlægget, som årligt sorterer 90.000 tons plastaffald fra danske husholdninger.  

Der var især tre vigtige emner på agendaen til den efterfølgende dialog. Blandt andet behovet for fortsat kildesortering – dvs. sortering hjemme i danskernes egne køkkener – og de udfordringer, det giver industrien, når kommuner sammenlægger fraktioner som fx plast og metal.  

”Kildesortering hos borgerne giver rene materialestrømme, som industrien faktisk kan bruge igen, og dermed høj genanvendelse”, forklarede Flemming Horn Nielsen under rundturen, hvor han også demonstrerede, hvorfor genanvendelsen bliver dårligere, når sorteringsmaskinerne skal håndtere andet end plast, fx plast blandet med hårdt metal.  

Industrien efterspørger mere regulering  

Under mødet udtrykte ReSource Denmark og Plastindustrien et fælles ønske om mere politisk regulering, der kan understøtte en fuld dansk værdikæde inden for plastgenanvendelse.  

”Det er svært at afsætte den mere miljørigtige genanvendte plast i et marked, hvor billig, ny plast fra især Kina – ofte produceret med russisk olie og gas – vælter ind over grænsen til EU og presser priserne på genanvendt plast i bund. Derfor er der akut behov for at styrke markedet for genanvendt plast. Det kan bl.a. gøres ved politiske krav til mængden af genanvendt plast, der skal indgå i nye plastprodukter. Vi kan ikke vente til 2030, hvor EU vil sætte ind med regulering, for vi risikerer, at store dele af industrien simpelthen må dreje nøglen om inden da,” siger Flemming Horn Nielsen, administrerende direktør hos ReSource Denmark.  

Desuden blev de økonomiske rammer for det udvidede producentansvar drøftet.  

Det var en positivt stemt minister, der efter mødet udtalte, at:

”Det er en vigtig prioritet for mig at styrke den cirkulære økonomi. ReSource leverer et afgørende bidrag til, at vi kan genanvende mere plastik i Danmark i stedet for at sende det til forbrænding eller eksportere det. Det er fascinerende ved selvsyn at opleve, hvordan teknologien på området udvikler sig, og samtidig se det store potentiale i at styrke den cirkulære økonomi og derved omdanne endnu mere affald til værdifulde resurser.” Foruden miljøminister Magnus Heunicke, deltog også miljøordførerne Erling Bonnesen (V), Henrik Frandsen (M) og Thomas Monberg (S) samt Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, Christina Busk, miljøpolitisk chef for Plastindustrien og Marianne Roed Jakobsen, administrerende direktør i VANA, i mødet. Samt selvfølgelig ReSource Denmarks administrerende direktør, Flemming Horn Nielsen.